Gå til indhold

Pressemeddelelse

Børns madmod falder: Færre tør smage ny mad

En ny undersøgelse fra Arla Fonden viser et fald i børns madmod over de seneste fem år. Samtidig peger rapporten dog på, at børn faktisk både ønsker at lære mere om mad og i højere grad deltage i madlavningen.

Børn i Danmark er blevet mindre modige, når det gælder mad.

Det er en af hovedkonklusionerne i Arla Fondens årlige rapport Børn, Unge og Mad 2026, som kortlægger børns madvaner, holdninger til mad og madoplevelser på tværs af hjem, skole og fritid. I alt 1.349 børn mellem 10 og 15 år har deltaget i undersøgelsen.

Undersøgelsen viser en faldende tendens i børns madmod over de seneste fem år. I 2022 var det 67% af børnene, der var helt eller delvist enige i udsagnet ”Jeg kan godt lide at smage mad, som jeg ikke har smagt før”, mens det er faldet til 56% her i 2026.

“Når børn mister modet på ny mad, handler det ikke kun om smag. Det kan også være konsistens, udseende eller omgivelserne. Uanset hvad er det en ærgerlig tendens, fordi madmod hænger tæt sammen med trivsel, fællesskaber og deltagelse i hverdagen,” siger Sanne Vinther, direktør i Arla Fonden.

Muligt at sammenligne børn og forældres svar

Som noget nyt i årets rapport er der også indsamlet 506 besvarelser fra forældre til børn, der har deltaget i undersøgelsen, hvilket giver flere nuancer til billedet, da forældre og børn ikke altid oplever den samme situation ens.

Eksempelvis har både børn og forældre fået spørgsmålet ”Hvad lavede du/dit barn sidste gang, du/det hjalp med at lave mad?”. Her svarer flest børn ”Jeg hjalp med at dække bord” og/eller ”Jeg hjalp med at tage ud fra bordet, rydde op eller vaske op”, mens flest forældre svarer ”Mit barn hjalp med at gøre madvarerne klar (fx vaske, hakke eller snitte grøntsager)” og/eller ”Mit barn hjalp med at stege, koge eller røre i gryderne”.

”Det er interessant, at opfattelserne er så forskellige. Børnene oplever primært, at de bliver sat til de mere praktiske og kedelige ting, mens forældrene oplever, at børnene er med helt ind i essensen af madlavningen,” siger Sanne Vinther.

Børn vil gerne – men får ikke altid mulighed

Rapporten fremhæver dog også flere positive aspekter.

  • 77% af de adspurgte børn kan godt lide at lave mad.
  • 44% vil gerne deltage mere i madlavningen derhjemme, og her er det især børn, der allerede deltager ofte, der gerne vil deltage endnu mere.
  • 91% af forældrene mener, at det er vigtigt, at børnene lærer at lave mad.
  • 71% af forældrene vil gerne have deres børn med til at lave mere mad, og derudover svarer 19% nej, fordi ”jeg synes allerede mit barn deltager meget i at lave mad”.

Alligevel er det kun 59 % af børnene, der har været med til at lave mad den seneste uge. Det peger på et tydeligt gab mellem intention og praksis i hjemmet.

“Der er et stort ønske både fra børn og voksne om, at børn skal være mere med i køkkenet. Men i en travl hverdag kan det være svært at få det til at ske i praksis,” siger Sanne Vinther.

Et samlet billede: Stort potentiale – men også udfordringer

Samlet peger rapporten på en central erkendelse:

Børn vil gerne spise, lære og lave mad – men deres hverdag understøtter det ikke altid.

“Der er et stort potentiale i at bringe børn tættere på maden – både derhjemme og i skolen. Vi vil fortsætte arbejdet for at skabe bedre rammer om måltidet i skolen, at styrke børns deltagelse i madlavning og at arbejde aktivt med børns madmod gennem vores forskellige aktiviteter. Hvis vi lykkes med det, kan vi styrke både deres madglæde, trivsel og fællesskaber,” siger Sanne Vinther.

Fakta om Børn, Unge og Mad-rapporten

  • Rapporten udkommer en gang årligt og har gjort det siden 2020. Fokus i undersøgelsen er børns holdninger og vaner i forhold til mad og madlavning.
  • Antal respondenter: 1.349 børn i alderen 10-15 år og 506 forældrebesvarelser.
  • Undersøgelsen er gennemført som en online spørgeskemaundersøgelse, hvor elever og børn har modtaget et link til at besvare spørgeskemaet enten i skolen eller derhjemme. Forældrene har modtaget link online. Forældrenes spørgeskema har spejlet børnenes, hvilket har gjort det muligt at lave relevante krydsanalyser og sam­menligninger.
  • Dataindsamlingen fandt sted fra 6. november 2025 til 27. januar 2026.
  • Silverlining Research har stået for skemaopsæt­ning, dataindsamling og analyse.

Emner


_______________________________________________________________________________

Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 7200 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.

Kontakt